I hvert fald tog jeg derop alene med nattog til Oslo torsdag d. 18/7, dagen før løbet. Løbet startede fredag aften og jeg kom fra Oslo med en ekspresbus til Lærdal, hvor løbet skulle starte. Det tog 6 timer og kostede 300 norske kroner og jeg ankom til Lærdal kl 15.30, så der var tid til at hvile sig på den medbragte madras på Lærdal skole inden den første start kl 22.00, som var rekordpuljen. Jeg skulle selv starte kl. 22.30. Der var omkring det samme antal deltagere som sidste år, ca. 400 og deraf i følge programmet omkring 10 danskere. Normalt skal man indløse engangslicens, hvis man ikke har licens fra det norske cykelforbund, men det slap jeg for, da jeg viste min motionslicens. Jeg fik ikke meget søvn på Lærdal skole, fordi der var meget larm. Iøvrigt havde jeg ikke sovet specielt godt i nattoget og heller ikke i bussen fra Oslo, idet der sad en familie med larmende børn plus en der var køresyg og som brækkede sig i en plastpose. I bussen kom jeg i snak med to unge nordmænd, som også skulle deltage i løbet. De havde en turbeskrivelse fra internettet, som beskrev turen i 1993. Forfatteren af turbeskrivelsen lagde ikke skjul på, hvor hårdt løbet var. Jeg må nok sige, at jeg blev lidt betænkelig, og da bussen på et tidspunkt kørte på ruten, kunne jeg godt se, at det var vel optimistisk at tro på en tid på omkring 20 timer, hvis vejret var godt. Vejret var der ikke noget i vejen med. Det var solskin, 15-20 grader (dagtemperatur) og næsten ingen vind, modsat bare nogle få dage forinden, hvor det havde regnet og sneet i fjeldene.
Jeg havde fået lavet om på min gearing. så jeg kunne komme op over fjeldene uden at trække. Mit laveste gear var 40x26, så jeg var ved starten endnu optimist med hensyn til de skrappe stigninger, bl.a. Sognefjeldet på 1440 m.o.h. efter 343 km. Der blev sendt 100 afsted hvert kvarter og i min start gruppe blev der lagt lidt hårdt ud og utroligt mange hang på....indtil den første stigning efter ca 20 km (Filefjeldet, 1013 m). Der blev der langsomt tyndet ud i feltet og efter ca 40 km kørsel opad var der ikke mange tilbage. Jeg havde endnu ikke benyttet mit mindste gear og var stadig ved godt mod. Ved ankomsten til det første depot (77 km) var gennemsnitsfarten 26,0 km/t. Jeg havde dog gjort holdt op på toppen sammen 2 andre danskere, Ib og Klaus (far og søn), for at tage overtrækstøj på. Jeg havde totalt glemt at få vanter med, så jeg frøs lidt om fingrene på nedkørslerne indtil det blev varmere op ad dagen. Skoovertræk havde jeg taget med, men valgte at lade dem blive tilbage i bagagen. Jeg frøs dog heller ikke tæerne. Det var iøvrigt 5 grader på fjeldet. Strækningen til næste depot efter 145 km var forholdsvis flad og ved ankomsten var gennemsnitshastigheden 25,3 km/t. Derefter begyndte det at gå opad, meget opad. Stigninger på 8% på længere strækninger for så at flade ud og derpå endnu nogle høje stigningsprocenter. Depotet var efter 183 km og jeg var ret brugt, da vi ankom. Depotet lå dog ikke på selve toppen af fjeldet. Beitostølen, som byen hed, er et skisportssted, hvilket man godt kunne se med på hotellerne og skiliftene. Gennemsnitsfarten var 24,5 km/t. Hvis stigningen inden depotet var hård, så var den lige så sej lige efter depotet. Man nåede ikke at blive rigtig varm igen, idet det gik opad lige med det samme. Efter at være kommet over toppen gik det lidt nedad, før det for alvor gik opad. Jeg formåede at cykle op i mit laveste gear, men hvor var jeg flad. Man tænker kun på, hvor kræfterne til resten af turen skulle komme fra. På det tidspunkt var der kun tilbagelagt ca 200 km af der 430. Denne fjeldovergang hed Valdresflya og er på 1389 m. Der var en dejlig nedkørsel, hvor vi kom op på 60-65 km/t. Undervejs til det næste depot efter 249 km, gik Klaus ned p.g.a., at han ikke havde spist nok på depoterne. Han var helt færdig og ville stå af på næste depot. Men på næste depot kunne han først blive samlet op midt på eftermiddagen og vi var der omkring kl 10. Så han valgte at fortsætte. Heldigvis, idet jeg havde godt følgeskab af dem og fordi at Ib (faderen) også begyndte at snakke om at stå af. Men han kunne da altid køre videre til næste depot. Det viste senere, at Klaus (sønnen) aldrig havde kørt så langt før. Det længste han havde kørt, var træningsture på max. 140 km. Han gennemførte og jeg var imponeret! På depotet ser jeg så lige pludselig en jeg har set før. Det var Johannes Kristiansen fra Audax Danmark, som var sammen med en der hed Erik, også fra Audax. Grunden til, at vi indhentede dem, var noget med at Johannes var gået ned med flaget og havde været nødt til at ligge nogen tid i grøften. Johannes fortalte iøvrigt også, at de havde drillet Tur-Per ved at ringe til ham og spørge, om han havde billige reservedele til salg. Hvorfor det, skulle Tur-Per have svaret. Jo, fordi de ikke så ham så tit i Audax. Gennemsnitsfarten indtil dette depotet var 22,8 km/t incl. et stop ved et hotel for at for noget vand. Næste madstation var Lom (293 km), hvor der var en lækker gryderet. På vejen dertil havde vi passeret Johannes, som endnu engang lå i grøften. Årsagen denne gang var dog efter sigende makkerens punktering.... Mellem de 2 depoter var der en ganske stejl nedkørsel med en del bløde sving. Inden da havde vi set og hørt får med klokker om halsen. Når man så pludselig hører dem på en 8% nedkørsel, så håber man virkelig på, at de bliver inde i vejsiden i stedet for at vade rundt midt på vejen. Jeg vil nødig ramme et får med 50-60 km/t. Umiddelbart efter nedkørslen skulle man dreje skarpt til venstre, faktisk et U-sving. Så det gjaldt om at få farten ned.
Jeg havde inden starten afleveret en pose med skiftetøj til depotet i Lom. Det var muligt at aflevere skiftetøj til alle depoterne, men efter mange overvejelser valgte jeg depotet i Lom, dels fordi der var gryderet på menuen og dels fordi jeg ville være der omkring middagstid, hvor det ville være godt at få overtrækstøjet af inden opkørslen til Sognefjeldet (1440 m). Johannes og Erik startede før os fra depotet sammen med Henning, også fra Audax. Vi startede ca 12.30. Der var 40 km til næste depot på toppen af fjeldet. Men hvilke 40 km! Og afstanden til mål var jo ikke mere end Bastrup Sø rundt. Man er jo nødt til at tænke positivt, men når stigninger er ligesom bakken i Søsum plus Munkebjerg igen og igen, så kræver det sin mand. Og så efter 300 km.
Vi havde lidt modvind i starten af opkørslen og der var ikke megen saft i benene, ganske som der havde stået i tilmeldingen. Der var en del snak om stigningen til Sognefjeldet. Nogen sagde, at det værste var Valdresflya, men det passer ikke. Sognefjeldet var meget værre. Mens det endnu var relativt "fladt", punkterede Ib. Vi fik et hvil, mens han skiftede slange. Videre opad gik det og på et tidspunkt måtte jeg stå af og trække. Der var ikke mere tilbage. Det gjorde jeg 3 gange og den sidste gang fik jeg så ondt i min venstre fod, at jeg simpelthen var nødt til at cykle, for ellers kom jeg ingen vegne. Vel oppe på toppen kom vi til depotet og de 40 km havde taget over 3 timer og gennemsnitsfarten lå nu på 19,8 km/t. Johannes ankom senere end os og jeg spurgte, om han igen havde været i grøften. Det viste sig, at Johannes og Erik havde gjort holdt, fordi Johannes skulle fotografere landskabet. Johannes mente iøvrigt, at Jotunheimen Rundt var hårdere muskelmæssigt end Paris-Brest-Paris. Han ved, hvad han taler om, idet han har gennemført P-B-P 2 gange.
Vi kom lidt til hægterne igen og begav os videre. Der var inden den rigtige nedkørsel en strækning på selve fjeldet, hvor det gik op og ned, men endelig kom vi til nedkørslen, som var 14 km lang, havde masser af hårnålesving og faldt op til 10%. Så der kom god fart på inden man måtte bremse kraftigt ned for at komme rundt i svingene. Jeg kom hurtigt op på 50-60 km/t. Henning fra Audax fulgte jeg efter i starten, men efter at han begyndte tage svingene i bedste speedwaystil, så lod jeg ham køre. Han kørte iøvrigt på en mountainbike og havde derfor bedre bremseeffekt. Igen var der det med fårene, man hører dem, men kigger ikke, idet vejen var meget hullet, så jeg havde blikket stift rettet mod vejbanen, det næste sving og modkørende trafik. Et stykke nede af fjeldet var Ib og Klaus pludselig væk. Jeg stoppede helt op og ventede et par minutter, men de dukkede ikke op. Jeg kørte så videre til det næste depot, hvor en af deres venner ventede. Jeg sagde til ham, at jeg ikke vidste, hvad der var sket med dem. Det vidste sig senere, at Klaus's baghjul var eksploderet, heldigvis lige inden et sving (= lav hastighed) og da de var kommet ned fra fjeldet punkterede Ib igen på baghjulet.
Da de ikke dukkede op, fortsatte jeg sammen med 3 Audax-folk. Det gik vældigt godt indtil den sidste knold. Jeg havde hørt, at det var en sej stigning. Det var det så sandelig også; først kom der lige en lille forsmag og så begyndte den 9 km lange stigning. Jeg vidste ikke på forhånd, at den var så lang, så jeg troede, at efter næste sving fladede vejen ud. Men nej. Jeg må sige, at det snyder lidt, idet man "kun" skal op i 3-400 meters højde, men efter over 400 km er man lidt træt. Efter en dejlig nedkørsel suste vi ind i Sogndal, idet Audax-folkene skulle nå en bus til Lærdal. Vi kom i mål 20.15 og de havde 15 min inden bussen kørte til Lærdal. Jeg skulle overnatte i Sogndal og derfor ikke så travlt. Min køretid blev på 21 timer 43 minutter med en gennemsnitsfart på 19,8 km/t, så jeg var ganske godt tilfreds. Mine følgesvende, som punkterede, brugte 20 min længere. Når man kommer i mål er der grillmad, lige så meget man kan spise. Jeg orkede for en gang skyld ikke at spise ret meget, så jeg fandt skolen, hvor det var muligt at få et bad og derefter sove. Efter at have været i bad gik jeg ud og fandt en telefonboks for at ringe til hjem til kæresten og melde alt vel. Jeg syntes egentlig ikke, jeg var særlig træt, men da jeg kom tilbage til skolen nåede jeg hverken at drikke den fra Danmark medbragte guldøl eller at få stillet vækkeuret, så træt var jeg.
Rekorden for løbet var 13 timer og 22 min, men den blev slået i år. Faktisk var der 3 mand, der spurtede om at komme først i tiden 13 timer og 8 min.
Næste morgen stod jeg op og gik ned i byen for at finde en bager. Det var komplet umuligt. Alt var stängt, undtagen hotellet. Så sulten var jeg heller ikke og jeg havde da også 2 bananer medbragt fra Sognefjeldet. Dem havde Johannes fra Audax ellers et godt øje til ved det sidste depot, idet der kun var få bananer der, men jeg var lykkelig for at have dem denne søndag morgen midt i kirketiden. Derudover havde jeg købt nogle mini-Snickers på overfarten over Øresund, så bananerne og 5 mini-Snickers var min morgenmad. Jeg havde set i køreplanen, at bussen ville gøre holdt ved en kro kl. 14.30, så jeg kunne vel nok overleve. Mellem Sogndal og Lærdal skal man sejle, 12 min tager overfarten og der var cafeteria om bord. Så jeg købte mig en sandwich, så det var ikke så katastrofalt med morgenmaden, men det kunne ikke vide noget om, da jeg stod i Sogndal.
Der er en tidsgrænse på 32 timer, og jeg snakkede med en nordmand i Sogndal, der også skulle med bussen til Oslo. Han havde brugt 32 timer minus 15 min. og han var kommet i mål ved 6-tiden om morgenen. Så der sidst på formiddagen så han lidt træt ud. Forståeligt nok, han havde jo heller ikke sovet i 2 nætter og så kun et lille hvil på nogle timer inden han skulle med bussen. Det havde taget ham 6 timer at nå toppen på Sognefjeldet og den sidste lange stigning havde han gået op ad hele vejen. Jeg snakkede med ham i Oslo igen. Der havde han fået sovet i bussen og så meget friskere ud. Der sagde han, at han ville køre igen til næste år.
Jeg ved endnu ikke om, jeg skal deltage i løbet til næste år. Hvis jeg skal, vil jeg alvorligt overveje at sætte Slicks på min MTB og så benytte den. Fordelene ved dette er de lave gear, mens ulempen er manglende høje gear samt vægten. Der er imidlertid meget, der taler for MTB'en. Normalt når jeg deltager i lange motionsløb, tænker jeg altid: Hvad laver du her. Det tænkte jeg overhovedet ikke på denne tur. Måske fordi turen var så utrolig flot og hård samt at jeg var så udkørt, at jeg ikke havde energi til at komme på de tanker.
Jeg havde min cykel med i en bikebag, og der var ingen problemer hverken i nattoget eller med ekspresbussen. Jeg havde dog af samme grund reserveret soveplads i 3- sengskupé, fordi jeg ikke ville risikere bøvl med al min bagage. Alt i alt kostede turen mig ca 1600 kr i transport og 400 kr i tilmelding, altså ca 2000 kr plus mad og andre fornødenheder. Jeg havde madpakker med til fredagen, så reelt brugte jeg kun penge på mad om søndagen. Mandag morgen stod jeg igen i København.
I følge programmet, så er den ældste mandlige deltager over 70 år mens den kvindelige ditto var knap 60. Så der er håb endnu alle klubbens medlemmer. Det fordrer dog en hel del træning. Jeg havde selv kørt lige over 2000 km og det var for lidt, i hvert fald med den gearing, jeg stillede op med.
Det eneste negative, jeg kan sige om løbet, er, at jeg savnede massage efter løbet, men alt taget i betragtning havde kadaveret det godt dagen derpå. Jeg har som sædvanlig ondt i min venstre skulder, men det har jeg altid efter længere ture.
Hvis man skal sammenligne de 2 lange motionsløb i Norge, Styrkeprøven og Jotunheimen, så er den sidste langt hårdere, selv om den er 110 km. kortere. Jeg har aldrig kørt Telemarksløbet, men der var ingen i Lærdal og omegn, der sammenlignede Jotunheimen Rundt med dette løb. Hver gang der var en sammenligning, var det altid med Styrkeprøven. Jeg kan heller ikke lade være med at sammenligne Århus-København (Å-K) og Jotunheimen Rundt (J.R.). Depoterne på Å-K er ikke noget at skrive hjem i forhold til J.R. Der var milevidt forskel på servicen. F.eks. oplevede jeg på J.R., at depotfolkene kom og tog ens cykel og spurgte, hvad man skulle have i flaskerne. Madmæssigt var J.R. langt overlegen. Der var ingen tørre boller, frosne toasts eller pastasalat af ukendt oprindelse som på Å-K. Jeg syntes, at kvaliteten af maden på Å-K er for dårlig, for ikke at tale om "den glimrende vejvisning" gennem København. Alt det får man får 750 kr, mens startgebyret i J.R. kun var 400! Jeg ved godt, hvilket løb jeg helst vil deltage i, hvis jeg skal vælge.
Jeg håber ikke, det har været kedelig læsning, og hvis nogle vil have yderligere oplysninger, står jeg til gerne til rådighed. Elsker man stigninger og et hårdt løb, så er Jotunheimen et must.
Lars Lindbøg
PS. Gennemsnitsfarten er aflæst, når vi kom til depoterne og computeren blev ikke stoppet under depotbesøg! Jeg vil gætte på, at jeg brugte omkring 2-2 1/2 time på depotbesøg.