Transporten til Lærdal, hvor starten går fra fredag aften, foregik som sidste år med nattog til Oslo og derfra med ekspresbus til Lærdal. Jeg havde min cykel i en bikebag, som jeg havde med i nattoget som almindelig bagage. Det sparede mig også for udgifter til cykelmedtagning, da jeg skulle med ekspresbussen. Ellers kostede det en barnebillet (halv voksenbillet = ca. 150 kr.hver vej) at have sin cykel med bussen. Udgifterne til transport beløb sig til 1050 kr. for nattoget retur fra København inkl. pladsbilletter og ca. 600 kr. til ekspresbusbilletter. Målet var i Sogndal, men dette var ikke noget problem, idet ekspresbussen til Oslo også kommer igennem Sogndal. Det er værd at være opmærksom på, at det ikke er muligt at cykle mellem Lærdal og Sogndal på grund af cykelforbud i to tunneller. Disse er meget lange og det er absolut ikke tilrådeligt at prøve. Skal man f.eks. hente en bil i Lærdal, har arrangørerne indsat nogle busser, som gør det muligt at komme til Lærdal uden at cykle. Endelig er der også transport af bagage til Sogndal fra Lærdal. Hvis man vil have lagt tøj ud på depoterne, kan det også lade sig gøre. Lige som sidste år valgte jeg at få bragt tøj ud på depotet i Lom, som ligger efter 293 km og lige før opkørslen til Sognefjeldet.
Ekspresbussen ankom til Lærdal kl. 15 og jeg fik fat i mit startnummer og fandt ud af, at jeg skulle starte kl 22.30. Nu var det tid til at få samlet cyklen samt at få hvilet sig på den lokale skole inden starten. Det var ret lunt i vejret og derfor temmelig hedt på skolen, men noget fik jeg da hvilet mig, inden jeg skulle starte. Ved Lærdalbussen i Oslo mødte jeg en anden dansker, Svend Erik fra Grindsted Cykel-Motion, som også skulle køre Jotunheimen Rundt. Han skulle starte et kvarter efter mig (der starter 100 hvert kvarter). Jeg startede i lange overtræksbukser, langærmet skiundertrøje og ditto cykeltrøje samt en kortærmet cykeltrøje udenpå plus en overtræksjakke i baglommen til nedkørslen fra Filefjell. Sidste år var det meget tilpas, men i år havde jeg det alt for varmt i starten og også senere. Jeg kunne godt have startet i mindre, men jeg hader at fryse. I starten havde vi lidt småregn, men det blev aldrig rigtig til noget, heldigvis. På vej op af Filefjell kom jeg på et tidspunkt til at ligge alene, så jeg satte farten lidt ned og ventede på, at nogen kom op bagfra. Der kom bl.a. en dansker forbi, som spurgte, om jeg ikke skulle med. Jeg takkede nej tak, idet han kørte for stærkt efter min smag. Lidt efter kom en stor gruppe forbi mig og i den så jeg Svend Erik. Han sagde, at tempo var godt og at jeg skulle hænge på. Jeg overvejede det lidt og hang så på. Det gik rimeligt og jeg kom med op over Filefjell. På toppen gjorde jeg holdt for at tage overtræksjakken på inden nedkørslen med det resultat, at gruppen var langt væk. Jeg prøvede at køre den op men opgav. Jeg indhentede Svend Erik på det første depot efter 77 km. og siden fulgtes vi ad. Mellem første og andet depot, som var efter 145 km. kørte vi sammen med en mindre gruppe og det gik over stok og sten. Jeg var flere gange døsig, men formåede at holde mig vågen. Lige efter det andet depot startede opkørslen til Beitostølen, hvor det næste depot lå. Opkørslen gik faktisk bedre i år end sidste år, idet jeg var i bedre form. Dog kneb det lige til sidst inden depotet, hvor man er godt smadret og bare ønsker, at depotet snart dukker op. Stigningen fortsatte efter depotet og bedst som man tror, at man har nået toppen, så går det nedad for så at stige igen, lige for trække de sidste søm ud. Vel oppe på Valdresflya for ordet ødemark en ny betydning. Der var intet udover er forladt samerlejr og et par enkelte rensdyr, men der er meget flot udsigt, hvis man ellers har energi til at nyde den.
Efter opkørslen kom der et par nedkørsler og nogle relative flade strækninger inden depot nr. 4 efter 249 km. Mellem 4. og 5. depot var der en brat nedkørsel, som der advares imod i tilmeldingsbrochuren. I bunden ender nedkørslen i et U-sving og nedkørslen er meget stejl (15%) med små sving,. Derudover var der modkørende trafik og får i vejsiden, så det var med et solidt tag i bremserne, at vi kørte ned ad. Trods dette var hastigheden oppe på omkring 65 km/t. Fra sidste år mindedes jeg strækningen efter nedkørslen frem til depotet til at være ret flad. Jeg blev dog noget overrasket, da der lige kom en "lille" knold. Den var lige ved at tage livet af mig, specielt fordi den kom så overraskende. Vi kom derpå endelig frem til depotet, hvor jeg havde mit skiftetøj liggende. Jeg skiftede dog kun min svedtrøje med en kort model og jeg tog mine overtræksbukser og langærmede trøje af. Til den videre tur tog jeg løse ben samt overtræksjakken i baglommerne. Resten af tøjet sendte jeg til målet i Sogndal. På dette depot var der varm gryderet. Det smagte meget godt, men jeg fik dog kun en portion, idet Svend Erik havde sprunget en eger i baghjulet, heldigvis ikke i kranssiden. Det var ikke muligt at få den repareret på depotet, men de havde en eger som Svend Erik købte og jeg monterede. Det tog lang tid, fordi jeg ikke kunne få niplen til at tage ved og da det endelig lykkedes, så flækkede niplen under opstramningen. Den holdt dog, selv om hjulet stadig var skævt. Det brugte vi over en time på alt i alt. Til sammenligning var vi mellem 15 og 20 min på de andre depoter. Det var under reparationen af hans cykel, at jeg blev opmærksom på, at Svend Erik hverken havde lappegrej eller pumpe med. Hans kommentar var, "at man selv var skyld i, hvis man punkterede...." Det er godt nok ikke min erfaring.
Efter denne lidt ufrivillige lange pause begyndte strabadserne for alvor. kort efter depotet kommer den hårdeste opkørsel. Jeg frygtede den , men kom op uden de store besværligheder. Dog var jeg enkelte gange af cyklen for at få pulsen ned igen. Depotet ligger på toppen og afstanden er 50 km. fra Lom. Vi brugte 3 t. og 15 min på denne distance og det siger noget stigningen, når de første 15 km er relative flade. Flere gange var jeg nede under 10 km/t. Når man så endelig er kommet op, tror man, flader det ud og det er kun lidt kuperet inden den sidste stigning (over 10%) med bl.a. nogle hårnålesving. Efter at disse besteget, er man ved depotet, hvor der blev serveret vafler. Det var det hele værd. De smagte pragtfuldt (jeg har ikke tal på, hvor mange jeg fik). Da vi ankom til depotet, kom depotfolkene os i møde, tog vores cykler og spurgte, hvad vi skulle have i flaskerne. Der var lidt vind her på toppen og der var is og sne tæt på ved vejen. Efterfølgende fik jeg at vide af nogle andre danskere, der var kommet op på fjeldet senere end os, at de havde været ofre for en regnbyge. Vi havde solskin mens vi var der, men vejret kan hurtigt skifte.
På depotet tog jeg min overtræksjakke på (de løse ben beholdt jeg i baglommen), og så var vi klar til en nedkørsel på 14 km., og som faldt med over 10%. Det var dog ikke det værste. Det værste var den modkørende trafik og alle hårnålesvingene. Det var ikke til at vide, om der rundt i næste sving kom en modkørende autocamper. Det oplevede jeg faktisk. Jeg ved ikke hvordan jeg kom uden om, idet vejen var smal og der var frit fald til min højre side. Jeg lukkede simpelthen øjnene og strøg forbi med over 40 km/t. Det kunne lige så vel være gået meget galt. Efter denne oplevelse blev der bremset resten af vejen ned. Vel nede var der ikke langt til det sidste depot. Her blev der serveret vafler endnu engang. De smagte himmelsk og igen spiste jeg en del. Vi var dog hurtigt på cyklerne igen. Vi havde nu kun 45 km tilbage og jeg kunne huske fra sidste år, at der kom en lang stigning. I år målte jeg stigningen. Den var 8 km lang med moderate stigningsprocenter. Det lyder måske ikke af meget, men i betragtning af, at vi havde kørt 400 km., så er der ikke mange kræfter tilbage i bentøjet. På vej op af denne lille “bakke” havde vi er lidt regnvejr, men lige som tidligere på turen, så blev vejene knapt nok våde inden det holdt op igen. Derefter var der en lang nedkørsel inden en flad strækning inden mål. Vi spurtede de sidste kilometer og jeg kom i mål efter 20 t og 40 min., Svend Erik havde brugt et kvarter mindre. Jeg var noget imponeret over ham, idet han havde kørt hele turen i gummisko og almindelige pedaler. Efter målgang var der som nævnt tidligere gratis grillmad og kartoffelsalat. Da vi havde spist, fandt vi vores bagage og begav os hen til den lokale skole i Sogndal, hvor der var bade- og overnatningsmuligheder Næste dag tog vi bussen til Oslo, hvor vore veje skiltes. Mandag morgen var jeg igen i København. Jeg fik desværre ikke Svend Eriks adresse, men jeg vil da gerne takke ham for følgeskabet, hvis han læser dette.
Jotunheimen Rundt er et løb, som jeg absolut kan anbefale varmt, men det er hårdt. Det kunne være rart, at der var lidt flere danskere, der fik øjnene op for dette løb. Ud af lidt over 300 deltagere registrerede jeg 13 danskere.
Lars Lindbøg